Sort sol

Sort sol

Sort Sol ses om foråret og efteråret, når stærene samles i marsken i enorme flokke til træk. Stærene kommer fra alle landene omkring Østersøen og Norge. Lige før stærene går ned på jorden for natten, tegner de store flokke fascinerende mønstre på himlen – det kalder man Sort Sol. Sort Sol i kan enkelte gange komme helt op på at rumme op til 1 million fugle.

Det vides faktisk ikke præcist hvorfor stærene smaltes i store flokke. Men en årsag kunne være, at stæren er snæver- og nærsynet og derfor har svært ved at opdage fjender. Stærens øjne sidder som hos os mennesker: Den ser godt frem, men ikke til siden eller bagud. Placeringen er ideel, når den skal fange stankelben, men en bagdel når den skal holde vagt. I de store flokke er stærene formentlig bedre i stand til at afvise angreb fra rovfugle.

Overnatningsballetten ses flere steder i landet, men de største flokke finder man i Tøndermarsken. Stæren kommer til marsken for at æde stankelbens- og gåsebillelarver, som findes i de største mængder i fugtige græsmarker. Om dagen søger de især føde i de ydre koge af Tøndermarsken og om natten opsøger de tagrør, hvor de overnatter. Overnatningsområderne flyttes hele tiden for at snyde rovfuglene og fordi tagrør efter nogle dages benyttelse brækker, hvorved stæren kommer til at side med fødderne i vand. Det koster for meget energi. Man kan derfor aldrig være helt sikker på hvor stærene går ned til overnatning.