Diger og Stormflod

Diger og Stormflod

Befolkningen på Vadehavskysten har altid levet med risikoen for stormfloder, der oversvømmede deres jorde, forårsagede store ødelæggelser på deres ejendomme og i værste fald tog menneskeliv.

Stormflod er en situation, hvor vandstanden i havet stiger meget højere end normalt, og skyldes en kombination af vindstuvning, tidevand og et fald i lufttrykket. Vindstuvning forekommer når havet presses ind mod land under kraftig pålandsvind, mens et kraftigt trykfald alene kan forøge vandstanden op til 0,3-0,4 m. Den værst tænkelige situation er derfor, når en kraftig storm rammer kysten ved højvande.

De store stormfloder i 1362 og 1634 skiller sig ud i Vadehavets historie. Begge forårsagede voldsomme ødelæggelser og et stort tab af menneskeliv. Man begyndte derfor allerede i middelalderen at bygge de egentlige havdiger i Tønder Marsken. Digerne langs den smallere marsk mod nord, er dog blot 100-150 år gamle.

Havdigerne konstrueres med en flad hældning ud mod havet, for at tage energien langsomt ud af stormflodens bølger. Samtidig bevirker den bredere bund at diget er mere modstandsdygtigt, når vandet står op ad diget og udsætter digefoden for et stort vandtryk.

Vadehavskysten har i dag diger på næsten hele den 500 km lange strækning fra Danmark i nord til Holland i syd. Kun hvor bakkeøerne når ud til Vadehavet og omkring Ho Bugt er der ikke diget.

I nyere tid har tre stormfloder sat spørgsmål ved digernes styrke. Under stormene i 1976 blev omkring 20.000 mennesker evakueret i Tønder og Ribe Marsken. Som noget nyt rapporterede RadioSyd om begivenhederne og radioen er siden blevet en del af stormflodsberedskabet. Disse storme var årsagen til, at Det fremskudte dige ved Højer blev bygget, ligesom Ribediget blev forhøjet. Stormen i 1981 gik værst ud over Mandø som blev delvist oversvømmet, da diget blev gennembrudt hele syv steder. December orkanen i 1999 ramte heldigvis ved lavvande, men forårsagede alligevel en vandstandsstigning på godt 5 m og vandet stod blot 30 cm fra Ribedigets top.

Antallet af stormfloder med vandstande på mellem 2-3 m er mere end tredoblet i de sidste fire årtier og samtidig har vadehavsområdet oplevet de største stormfloder siden 1634 stormfloden. Det forventes at antallet af storme øges i fremtiden og at vandstanden i havene stiger. Digerne er under pres og byerne langs med Vadehavet står overfor store udfordringer.

Af

Klaus Melbye (Vadehavscentret) 

Anne-Marie Overgaard (Museum Sønderjylland)